Taknemlig

Min historie er langt fra færdig, – jeg står midt i den, og den er skræmmende på alle måder.
Bilen som jeg troede var fælles eje, blev kørt væk, meget hurtigt af ham, da han opdager jeg står ved min beslutning om separation. Bilen står nu et sted som jeg ikke ved hvor.

Taknemlig… det er jeg på mange måder. Jeg er ved at finde mig selv. Jeg kan mærke min beslutning er den helt rette.
Der er en del mennesker derude der ikke aner hvad jeg har oplevet med ham og som vil måbe hvis de hører om hvad vi, børnene og jeg, har stået model til. De vil nok måbe så meget at de ikke tror det, for det lyder jo vanvittigt og sådan kender de ham jo ikke. Næ, de kender ham som et sympatisk menneske, dog har enkle dog oplevet en lidt anderledes side af ham, som visse undskylder med stress, eller en anden dårlig undskyldning.

Jeg møder gamle venner. Der dukker flere historier op og livet viser sig fra en anden spændende og interessant vinkel.
Det er til tider hårdt og modbydeligt at være i, men friheden i selv at vælge, friheden til at tro på sin mavefornemmelse, friheden til at være glad hver dag og cykle glad i regnvejr er befriende.

Jeg er taknemlig for hver dag jeg vågner.
Jeg lærer nye mennesker der vil mig det godt, nye mennesker der vil hjælpe, nye mennesker der tror på mig.

Jeg er taknemlig for livet.